Racekarakteristika

Racehistorie: Gammel Dansk Hønsehund er Danmarks Nationalhund og Danmarks ældste hunderace. Racen er kendt siden 1710 og avlet frem ved at blande spanske sigøjnerhunde med danske landbo hunde for at få den karakteristiske hvide hund med brune aftegninger, lange ører, super lugtesans og kort, langsomt søg. De blev også før i tiden betegnet Bach hunde efter Morten Bach fra Randersegnen, og blev ud over jagt på de små jorde brugt meget til at gå blodspor, hvorfor de også betegnedes blodhunde. I nyere tid har betegnelsen Balder hunde også vundet indpas efter Danmarks gennem tider mest berømte TV hund Balder fra Poul Thomsens programmer "Dus med dyrene" fra 1970-rene.

Udseende: Gammel Dansk Hønsehund er en middelstor til stor hund. Tæverne (middelstore) er betragteligt mindre end hannerne (store). GDH er hvid med brune aftegninger og skal altid have leverfarvet snude. Den har karakteristiske lange hængeører, dyb overlæbe og hængende hals hud. Den hængende hud er meget mere udpræget hos hanner end hos tæver. Hannerne må også gerne have let hængende nedre øjenrand. Hannerne er kraftigt byggede og tæverne spinklere af bygning. Pelsen er kort og tæt, noget hård på ryggen men ekstrem blød på ører og i hoved. De er uden dækhår og skal derfor holdes varme med dækken om vinteren og tørres og have dækken på efter vandapport, ligesom de ikke er egnede til at stå i hundegård. Luft istedet hunden grundigt, inden du kører hjemmefra uden den, og lad den blive inde, mens du er væk. En voksen hund kan holde sig længe, med mindre den er syg eller drægtig. Læs din hvalp og reagere på dens signaler om at komme ud, mens den er lille, så får du hurtigt trænet den op til en renlig voksen hund.

Temperament: Hanhundene er roligere end tæverne, som er mere livlige af temperament. Begge køn er utroligt godmodige og kærlige, de elsker at være tæt på og have kropskontakt. Netop fordi de er kontaktsøgende, er det også en meget samarbejdsvilling race, som er yderst velegnede til andre aktiviteter end de jagtlige f.eks. træningstilbud som udbydes i Dansk Kennel Klub (DKK) og Dansk Civil Hundeførerforening (DCH). De er ikke egnede til at leve i hundegård. Det er temperamentet for blødt til, de bliver ødelagte i sjælen og ulykkelige over ikke at være i selskab med de mennesker, de holder af.

Sundhed: Muskeltræthed har en overgang været et problem i racen men er nu avlet ud. Hoftestatus afgøres af DKKs dyrlæger ved HD fotografering og inddeles i A, B, C, D og E hofter. A og B betegner helt raske hofter, hvor hoftekuglerne ligger pænt i hofteskålen. C betyder en ganske svag tendens til hofteledsdysplasi, og D og E indebærer hofteledsdysplasi, E i alvorlig grad. Arv og fodring bidrager med hver en trediedel i forhold til udviklingen af hvalpens hofter, frem til den bliver et år. Den sidste trediedel bestemmes af diverse ukendte faktorer, hvor sådan noget som motion og ledbelastning spiller en rolle. Nethindeløsning (Progressiv Retina Atrofi forkortet PRA) er de senere år dukket op i racen. PRA bestemmes af et gen, som hvalpen skal have arvet fra såvel sin mor som sin far for at udvikle sygdommen. Har hvalpen arvet genet fra begge forældre, har den dobbelt opsætning af genet og vil begynde at miste synet, når den er 7 år gammel, og den vil være helt blind, når den er 8 år gammel. Indavlskoefficient: for at få stamtavle fra Dansk Kennel Klub på hvalpen, må indavlskoefficienten ikke overstige 6,25 i tredie led, hvilket svarer til en fætter/kusine parring, altså tilsvarende lovlige ægteskaber i Danmark. For nogle år siden introduceredes et indkrydsningsprojekt med den franske stående hønsehund, Braque Francaise Pyrenae. Når der kun er en 1/16 BF tilbage i en hund, betegnes den som ren GDH. Der har ikke været BF indkrydsninger her i kennelen, men vi har lagt hanhund til et kuld på en 1/32, hvorfra især en af hanhvalpene har været flot eksponeret og på alle måder vist rigtigt gode egenskaber.

Jagtlige egenskaber: GDH er en stående hønsehund med kort søg i gruppen af kontinentale stående hønsehunde tilhørende gruppe 7 i h.h.t. FCI. GDH er racetypisk langsomt gående med kort søg på marken. Det forholdsvist korte og langsomme søg i forhold til de øvrige kontinentale racer, som GDH gerne afprøves sammen med, er udviklet i 1700-tallets Danmark, da husmændenes jorde var små. Kom ens hund ind på anden mands jord blev hunden skudt, og man blev selv hængt. Racen har derfor altid været utroligt velegnet i det, man betegner det Morten Korchske Danmark, og disse racekarakteristika har stor historisk værdi. Sammen med det kontaktsøgende temperament betyder det, at du ALTID får din GDH med dig hjem! Der ses dog en bred vifte af varianter i tempo og søgets bredde, og prøvedommere skal altid dømme ud fra racekarakteristika. GDH er ikke en udpræget vandapportør, men også her ses store variationer, hvor nogle kaster sig voldsomt ud i bølgen den blå og andre næsten ikke er til at få til at dyppe poterne. Det kan dog som alt andet med din GDH trænes op med blidhed og forståelse, waders, badetøj, dummies, duer, ænder, godbidder, klikker og alskens andre positive hjælpemidler. GDH er i det hele taget en race, som ligesom alle andre hunde helt bestemt trænes bedst med moderne, bløde træningsmetoderne - altså positiv betingning!!! Klubben for Gamle Danske Hønsehunde udfører jagtlige vurderinger på alle avlsdyr af uvildige personer, med mindre hunden er har en jagtlig præmiering fra DKK eller står i Schweissregistret. Hunden kan være præmieret på DKKs prøver f.eks. markprøve, schweissprøve, apporteringsprøve, fuldbrugsprøve eller vand-og slæb. En hund behøver dog ikke være præmieret for at have fantastiske jagtegenskaber, den behøver ikke engang bruges til praktisk jagt for at have fantastiske jagtegenskaber. Jagtegenskaberne i GDH ligger simpelthen i racens og hver hunds gener og kan ALDRIG avles ud!

Her i Kennel Mærsk-Møller's balanceres udseende, temperament, sundhed og jagtlige egenskaber, så hvalpene herfra er racetypiske af udseende med det karakteristiske godmodige temperament samt sunde og med gode jagtlige egenskaber. Her bibeholdes et levende stykke dansk kulturhistorie, som passer ikke mindre end super fortræffeligt ind i vort moderne Danmark!

Nyeste kommentarer

19.10 | 11:29

Hejsa kunne godt være interesseret i en hvalp. Har lige mistet vores ...

13.10 | 16:29

Hej Trine Ja, det er da bestemt muligt at ringe. Tlf. 20164644. Mvh ...

13.10 | 14:48

Hej, jeg kender en mand, som måske kunne være interesseret i en ...

02.02 | 17:23

Hej Marie-Louise, Jeg har sendt mail vedr. GDH-hvalp. Jeg vil gerne skri...